
For Eva Trio® har 3PART designet ølglas og snapseglas med varierende form, der er designet til at optimere nydelsen af snaps samt forskellige øltyper.
De seneste år har der været et øget fokus på specialfremstillede øl og snapse fra både større og mindre bryggerier og producenter. Derfor ønskede Eva Trio® at udvide sortimentet med nye øl- og snapseglas. 3PART designede et nyt snapseglas samt tre individuelt tilpassede glastyper til både pilsner, ale og hvede.
3PART udviklede glassene i tæt samarbejde med professionelle brygmestre og destillatører. De er fremstillet i mundblæst glas og designet til at skabe den tyngde både øl- og snapseglas fortjener. Samtidig har glassene deres helt eget formsprog med en stilfuld skrå hældning over glassets stilk, der ikke bare adskiller glasset fra andre typer af ølglas, men også symboliserer et slægtskab med den populære serie af Eva Trio Vinglas.
Glassenes form fremhæver de mange farvenuancer, der er i øllet, så den samlede oplevelse bliver større. Samtidig bevirker den mundblæste fremstillingsteknik, at hvert enkelt glas har sit eget særpræg, der påvirker farveoplevelsen fra glas til glas.