Det internationalt prisbelønnede danske udviklingshus 3PART har nu i 25 år udviklet stort set alle typer fysiske produkter og digitale services: Fra mikroskopiske næsefiltre og tandlægeudstyr over ikoniske e-motorcykler til brinttankstationer og landbrugsmaskiner.
”Vi elsker at gøre en forskel for virksomheder og mennesker via innovation og nytænkning. Siden 1999 har vi hjulpet virksomheder i alle brancher til bedre produkter, bedre services og bedre bundlinje. Det kan være en dansk, international virksomhed, der blev sikret en værditilvækst på milliarder på en serie frekvensomformere, vi har udviklet sammen. Eller patienter, som får deres frihed tilbage på grund af et en ny måde at give intravenøs behandling med drop. Eller bygningsarbejdere, der får forbedret deres arbejdsmiljø og sikkerhed markant med en komplet overdækning af byggepladsen med kran. Vi har sågar oplevet, at en mand bad om at få et billede af et af vores produkter med i sin kiste. Han havde været så glad for vores trehjulede voksencykel, som gav ham mobiliteten og livsglæden tilbage,” fortæller CEO og founding partner i 3PART, Simon Skafdrup.
3PARTs kommercielt bæredygtige design gør ofte også en miljømæssig forskel. Et eksempel er en serie industrimaskiner for Lachenmeier, som blev redesignet i en 25% kostoptimeret og patenteret model, som reducerer både emballage, materialer, transportomkostninger. Eller vandflasken Retap, som indtil nu har sparet verden for estimeret 130 millioner engangsplasticflasker.
Mere end 50 internationale designpriser og 40 IPR-beskyttelser
Udviklingshuset 3PART har sammen med kunder co-udviklet mere end 450 visionære løsninger, som har modtaget mere end 50 danske og internationale designpriser og resulteret i over 40 IPR-beskyttelser.
Det seneste år er 3PART blevet kendt for sin revitalisering af motorcykelbrandet Nimbus. Det ikoniske, klassiske design-DNA er opgraderet i forhold til teknologi, komfort og sikkerhed. Men ellers lever udviklingshusets formgivning oftest gemt bag kundernes navne.
Den skjulte partner
“Vi er ofte den lidt skjulte men strategisk vigtige innovationspartner, som hjælper vores kunder med at forbedre deres produkter og services, så de sælger bedre, er bedre at bruge og oftest yder en mindre belastning af vores fælles klode. Vi har det godt med, at andre bærer vores designs og løsninger ud i verden med deres logo på. Det er præcis det, vores navn handler om: Vi er den neutrale 3. part, som hjælper virksomheder med at forstå deres kunders behov og opfylde dem så de får succes,” siger Partner Lasse Oxbøll, Business Development Engineer og daglig leder af kontoret i Aarhus.
”Igennem de seneste 25 år har vi udviklet en række produkter og løsninger, som ikke kun har skullet levere op til brugernes behov, men som også til de strenge krav for medicinsk udstyr, reduceret klimaaftryk, eksplosionsfare osv. Derfor har vi udviklet stærke processer som sikrer, at vi når i mål til tiden på alle de parametre, som kunderne opstiller ,” slutter Simon Skafdrup.
Jubilæet blev fejret den 25. september kl. 14-17 i Pier Venue, Navitas-bygningen, Inge Lehmannsgade 10, 8000 Aarhus C. Til receptionen præsenterede 3PART 40 løsninger inden for energistyring, sundhedsteknologi, medico-teknik, arbejdsmiljø, byggeri, fødevareteknologi, offshore, digitale services, brugerflader UX/UI, kommunikation og meget mere.
—-
Fakta om 3PART og tre eksempler på formgivning
3PART har siden 1999 hjulpet virksomheder til bedre produkter, bedre services og bedre bundlinje. Det har bl.a. været i brancher som energistyring, sundhedsteknologi, medico-teknik, arbejdsmiljø, byggeri, fødevareteknologi, offshore, digitale services, brugerflader UX/UI, kommunikation og meget mere. Virksomheden har otte ansatte og kontor i Aarhus og København.
3PART ejes af Lasse Oxbøll, Simon Sneftrup, Flemming Eriksen & Simon Skafdrup.
Eksempler på 3PART design:
Nimbus opgraderede motorcykel
Den gamle Nimbus Type-C motorcykel er med 3PART´s hjælp genopstået som moderne elmotorcykel. Løsningen er blevet en moderne e-motorcykel med en stærk brand identitet og genkendelighed, samt en elcykel som har et tydeligt slægtskab med motorcyklen. Det omfattende strategiske samarbejde har inkluderet brandidentitet for Nimbus Motorcycles, herunder udarbejdelse af nyt logo.
https://3part.dk/cases/nimbus-emotorcykel/
https://nimbus-motorcycles.com/
Everfuel brintstationer
For Everfuel har 3PART udviklet hele det fysiske økosystem omkring Everfuel’s brintstationer lige fra canopy, skiltning, afdækning af teknik, standerfolier til apps. Selv beplantning i de rette farver er blevet defineret i en komplet designmanual.
https://3part.dk/cases/everfuel-design-manual/
Osaa Mobil intravenøs infusionspumpe
iV-GO® er en fuldt mekanisk, patenteret IV-løsning, der gør det muligt for patienter at være mobile under intravenøs behandling med drop. iV-GO® er udviklet så løsningen ikke begrænset af batterilevetid, hvilket gør den egnet til længerevarende behandlinger. iV-GO® tilbyder IV-behandling i en let og kompakt enhed, som frigør plads på hospitalet og gør det muligt for patienter at modtage behandlingen der, hvor de selv ønsker at opholde sig.
https://3part.dk/cases/osaa-innovation-ivgo/ og https://www.ivgo-osaa.com/